Mogens Camre om situationen

Mogens Camre har fået censureret et indlæg, men vi vil gerne bringe det:
Det er rent ud sagt ufatteligt, at politikere i Europa kan overleve politisk, når man ser den totalt inkompetente måde, de behandler de vedvarende terrorangreb på uskyldige europæiske borgere på. Senest er myrderierne i gang i Tyskland. Det kræver ikke mange iagttagelser at se, at den ekspanderende islamiske indvandring er den eneste årsag til terroren. Og hver dag kommer der flere fjendtlige mennesker til Europa, som vil skræmme os til underkastelse, så de kan overtage vore lande og knuse vores kultur. Hvor længe vil europæerne finde sig i at blive tvunget til at betale deres egen undergang? Hvor længe vil vi høre på EU’s absurde magtelite, som er i fuld gang med at ødelægge europæernes fremtid? Vi kunne fjerne fjenden i løbet af få uger; vi har soldater med erfaring fra Irak og Afghanistan, men vi har politikere, som for en stor dels vedkommende er optaget af at benægte fakta, tale problemet ned og skamme befolkningen ud, hvis vi ikke vil vende den anden kind til. Dette vanvid må høre op, inden vi får åben borgerkrig – en borgerkrig, som også vil ramme de uduelige politikere. Luk så de grænser, send alle de muslimer hjem, som ikke har forladt islam. Riv moskeerne ned og stop for enhver økonomisk ydelse til vore fjender.

Holberg om den falske profet Muhammed

http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=40&p_sidenr=233

EPISTOLA CDXXXIV.

Til **

Jeg haver udi min Heldte-Historie sagt, at det er vanskeligt at dømme om den falske Prophet Mahomed, enten han haver været en Bedrager eller en Fanaticus, enten han af Underfundighed gav sig ud for at være en GUds Prophet, eller han troede selv sig saadan at være. Hvilken Meening man herudi antager, saa kand den bestyrkes med vigtige Argumenter. Af dem, som holde for, at han selv troede, hvad han lærede, ansee nogle ham som een, af hvilken Fanden betiente sig som et Redskab til at forføre Mennesker til vrang Lærdom. Andre derimod med større Grund ansee ham som en Enthusiast. Jeg siger med større Grund: Thi der findes adskillige Capitler udi Mahomeds Lærdom eller Alcoranen, som befatte et sundt Morale, som opmuntre Mennesker til at giøre det Gode, og at skye det Onde; som formane dem at have Tilliid til GUD, at giøre Almisse, at bede med Andagt visse Tider om Dagen, at lade see en blind Lydighed mod Regentere og Øvrighed, og adskilligt af samme Natur, som man ikke vel kand holde for at være Fandens Dictata. Det er derfore rimeligere, hvis man følger deres Meening, som holde for, at han selv haver troet, hvad han lærede, og at tilskrive saadant en fanatisk Affect, paa hvis Virkning kand anføres utallige Exempler af Historien. At en fanatisk Heede alleene haver drevet denne forunderlige Mand, søger man at bevise en Deel af de vanskabte Historier, som han digter, sær af hans selsomme Himmel-Rejse, hvorover fornuftige Araber forargede sig; en Deel ogsaa af de mange usammenhengende Ting og Forvirrelser, item Contradictioner, som findes udi Alcoranen: Thi saadant, meene de, kand ikke flyde uden af en forvirret Hierne. Andre derimod meene, at saadant kand gandske overeensstemme med en listig Bedrager. Thi Erfarenhed viser, at, naar een først haver bragt sig udi Reputation, helst blant dumme og vankundige Folk, kand han siden ikke alleene binde dem paa Ærmerne hvad han vil, men end og forfremme sin Lærdom ved de selsommeste og uriimeligste Fictioner; efterdi Menneskerne ofte holde det for en Merite at troe hvad som strider mod Fornuften, anseende simpel og klar Lærdom som menneskelig, men uforstaaelig som guddommelig. Udfaldet haver og viset, at Mahomed intet tabte derved, efterdi Araberne vare ligesaa villige til at antage hans u-rimelige Digt, som han var frugtbar paa at digte og paatrykke dem de selsomste Lærdomme. Man mærker ellers adskillige Prøver paa Underfundighed, som bestoed i, 1.) Ikke at udgive sin Religion for en nye Lærdom, men alleene at kalde den en Fornyelse af den gamle, som efter hans Sigelse var bleven forfalsket. 2.) At erkiende saavel Moses, som JEsus for GUds Propheter, og at laane adskilligt saavel af Jødernes som af de Christnes Religioner, og at gaae som en Middel-Vej imellem begge; hvilket forfremmede ikke lidet hans egen Lærdom. 3.) At raade udi Begyndelsen til Tolerance og Lemfældighed mod de Christne, saasom de vare de mægtigste, og for hvilke han havde meest Aarsag at frygte sig. Jeg siger, udi Begyndelsen: Thi, da han saae sig fast udi Sadelen, raadede han til Haardhed. Dette og andet giver Underfundighed tilkiende. Saa at det synes, at, hvis Mahomed haver været Fanaticus, saa haver han ingen blind Enthusiast været, det er saadan een, der uden at raisonnere, følger sine naturlige Affecter, hvoraf den som et Hiul drives. Hans Lærdom om Straf og Belønning efter Døden kand og tiene til Beviis herpaa. Thi den Beskrivelse, som han derover giør, havde store Virkninger hos Araberne. Monsr. Bayle meener vel, at den Afridsning, som Mahomed giør paa Himmerige, vel kunde have nogen Virkning hos Hedninger, som ikkun havde en løs og forvirret Idée om de lyksalige Boeliger, men tienede ikke til at lokke Jøder og Christne, allermindst de sidste, hvilke have langt prægtigere Afridsning paa Himmerige, holdende for at dens Glæde overgaaer all menneskelig Imagination, og er saadan, at den af Mennesker ikke kand beskrives. Men jeg kand herudi ikke være eenig med den store Rotterdamske Philosopho: Thi Erfarenhed lærer, at kiødelige Mennesker lade sig meest indtage af kiødelige Lærdomme. Saadant have adskillige Lovgivere og falske Propheter mærket, og derfore have lovet deres Tilhængere saadanne Belønninger, som de meest have ønsket sig udi dette Liv, og som de lettest have kundet begribe. Derpaa haver jeg udi mine Skrifter anført adskillige Exempler. Mahomed fandt for godt at afmale Paradiis med den Farve, som kunde stikke meest Araberne udi Øjnene, og som kom overeens med de Begierligheder, som samme Folk funde meest Smag udi, og som bestode udi smukke Urte-Gaarde, kiølige Vande, dejlige Jomfruer, og andre deslige Ting, som meest indløbe udi Sandserne. Det er troeligt, at hvis han havde lovet dem pure aandelige Fornøjelser, saadanne, som omtales udi de Christnes Himmerig, og som bestaaer udi GUds Ansigts Beskuelse, udi at staae for GUds Throne med Palmer i Hænder, og i Almindelighed udi en inderlig Glæde og Fornøjelse, der er saa stor, at den overgaaer Menneskers Begreb, saadan Lærdom vilde have havt mindre Virkning hos dumme og vankundige Araber; ja jeg tør sige, endogsaa hos andre Hedninger, hos hvilke de Ting stærkest virke, som meest indløbe udi Sandserne, og som ere lettest at begribe. Det er i den Henseende, at de, som forsvare Origenis Lærdom mod Helvedes Ævighed, paastaae, at den hielper meere til at afskrække Mennesker fra Synd, efterdi en Straf, som engang faaer Ende, kand begribes, men en ævigvarende rebellerer mod Fornuften, og derfore efter deres Meening ikke kand have den Virkning. Hvor vidt saadan Meening kand være grundet, overlader jeg ellers andres Domme. Jeg siger alleene, at Origenisterne betiené sig af saadant Argument, hvilket jeg ikke bifalder, skiønt det haver noget Skin. Jeg haver ellers forhen givet mine Tanker tilkiende, nemlig, at hos Mahomed fandtes en Blanding af Enthusiasmus og List, og viset, at saadant er fundet hos adskillige andre. Jeg vil slutte mit Brev med en Anmærkning over den Christne og Mahomedanske Religion. Mahomeds Lærdom, som han til sidst førte, byder at forplante Religionen med Sværd; Christi derimod forbyder saadant, og raader til at forfremme Troen ved sagtmodige og grundige Persvasioner: Men hverken Mahomedaner eller Christne efterleve deres egen Lærdom. Thi de første tillade allevegne Religioners fri Øvelse: De Christne derimod have stedse med Sværd og Ild forfuldt, og endnu paa visse Steder forfølge dem, som i mindste Poster differere fra de herskende Religioner. Jeg forbliver etc.

Forsøg på at udmanøvrere postkronen

Nu hvor vi er hårdt trængt af en “kultur”, der gør krav på at overtage Europas territorium, føler vi rigtigt, hvor meget vi har tabt ved en mangelfuld skoleundervisning, ikke mindst i historie og kulturhistorie. I en uforberedt diskussion kommer vi let til kort med manglende “paratviden”. Det er vigtigt, at vi prøver at indhente så meget som muligt. Derfor gør jeg opmærksom på Jørgen Larsens interessante artikler om det gamle København i Berlingeren. Nu her sidst om postvæsenet.

Postvæsenet oprettedes af Christian 4. i 1624 og kunne således fejre 350-års jubilæum i 1974, da alt var i forandring.

Postvæsenet udskrev en konkurrence om et nyt postmærke til etaten, for det gamle var pludselig blevet for kompliceret at fremstille. Dog skulle posthornet bevares, men angiveligt ikke kronen på værket, for kronen var man også ude efter i andre sammenhænge. Da man lagde an på, at “folket” skulle bestemme, var konkurrencen ikke forbeholdt designere. Kunne man ikke tegne, kunne man fremføre sine ønsker, og det kostede ikke noget at deltage, ikke engang brevporto, for man kunne bare putte sit forslag i postkassen.

Havde generalpostdirektøren haft til hensigt at smide kongekronen ud, så lykkedes det faktisk ikke, selv om man havde opsat et prøveskilt ved et postkontor på Nørrebro uden krone.

Ridende post. Helsingør
Ridende post. Helsingør

En narkorute

Friheten var störst på Dragörfärjan, skrev Sydsvenskan og Snaphanen og mindedes gode gamle dage.

Friheten var störst på Dragörfärjan – det mente en lille håndfuld unge også for flere årtier siden. De sad i en bil og ventede på at kunne køre om bord i Limhamn… Fra min plads på guidestolen forrest i bussen kunne jeg kikke ind til dem. Der var noget galt. Alle fem syntes påvirkede af narko. Manden bag rettet dog mindst. Jeg styrtede ind på toldkontoret. Tolderen sad med benene på bordet. Har du set på den der bil? spurgte jeg, det virker som “knark”. Du kan da i alle fald ringe over til Dragør…

De fem kom op fra bildækket, lige forbi mig. Der var ingen tvivl. De tre piger var vel 15-16 år. Færgen havde ikke lagt ud endnu, da en matros kom op i kafeteriet og så sig søgende om. Han stilede direkte mod dem: Vær venlig at gå ned til jeres bil!
Fra agterdækket kunne jeg se ned over bildækket. En politibil stod på tværs af broklappen. Ingen kunne køre ud. En efter en blev de lukket ind i en kahyt og rimeligvis visiteret.
En af dem blev kostet ud i politibilen. Mere ved jeg ikke. Rimeligvis checkede man kørekort m.m., men alle kom om bord og efter 20 minutters forsinkelse sejlede færgen. Pigebørnene var så bedøvede, at den ene tabte hovedet ned i kôttbullarna…  De har revolvere, hviskede mine italienske turister. Det er hashpunge, sagde jeg.

I Dragør kørte vi fra borde uden mulighed for at kontakte tolden, men da jeg et par timer senere kom hjem, kunne jeg ikke dy mig for at ringe til uropatruljen på Politigården.
Har I hørt noget fra Limhamn eller Dragør? spurgte jeg. Næh,… men vi har ikke tid lige nu. Vi har lige fået en svensk bil herind. Det var det bilnummer, jeg havde noteret!!!
En politibil var kommet til at køre ved siden af den svenske bil over Knippelsbro og havde set, at pigerne på dette tidspunkt var faldet ned på gulvet. De havde standset bilen og fundet både narko og våben.

Havde de været på Christiania i mellemtiden og handlet?

“”Knark” plejer at gå den anden vej”, sagde tolderen i Limhamn.

http://blogg.sydsvenskan.se/forsvunnamalmo/2016/05/23/friheten-var-storst-pa-dragorfarjan/

 

Gertrudsfuglen

I dag er det ikke dansk kultur, men norsk: om gjertrudsfuglen.

På den tid hvor kristendommen spredtes op gennem det germanske rige, var Gertrud/Gjertrud en hedensk dødsgudinde, der dyrkedes omkring Rhinens udløb i Nordsøen.
De døde sjæle fulgtes med floden ud til solnedgangen i havet eller færgedes over til Britanien eller Irland…
Kristendommen overtog hende. En abbedisse i benediktinerklosteret i Nilvelles i Brabant blev helgen i 600-tallet. Hun afbildes med et kapel i hånden. Det lå gerne tæt ved den byport, man skulle til, så man straks kunne takke hende for, at man var kommet vel frem. Sådan også i København, jvf. Skt. Gertrudsstræde.

I Norge kaldes den kulsorte hakspætte – Europas største –  blandt andet “Gjertrudsfuglen”. Hvorfor? Det må vel hænge sammen med Skt. Gertruds forhistorie som gudinde for ovennævnte dødskult ?

Gertrudsfugl

“Gjertrudsfuglen” – fra Norske Folke- og Huldre Eventyr (se note nederst med norske gloser).

“I de gamle, gode dager, da Vårherre og St. Peter gikk og vandret her på jorden, kom de engang inntil en kone, som satt og bakte. Hun hette Gjertrud, og hadde en rød lue på hodet.
Da de hadde gått lenge og var sultne begge, bad Vårherre henne så vakkert om en lefse å smake på. Ja, den skulde han da få.  Men et bitte lite emne tok hun og kjevlet ut; likevel blev det så stort at det fylte hele takka.
Nei, så blev den lefsa for stor; den kunde han ikke få. Hun tok et enda mindre emne; men da hun hadde bakt det ut og bredd det på takka, blev den lefsa også for stor, den kunde han heller ikke få.
Tredje gangen tok hun et enda mindre emne, et ørende lite ett; men også denne gangen blev lefsa altfor stor.
“Så har jeg ikke noe å gi dere”, sa Gjertrud. “De får like så godt gå igjen uten smakebete, for lefsene blir for store alle sammen.”
Da blev Vårherre vred og sa: “Fordi du unte mig så ille, skal du ha den straff at du ska bli til en fugl, og ta din tørre føde mellem bark og ved, og ikke få noe å drikke oftere enn hver gang det regner.”
Og ikke før hadde han sagt det siste ordet, så blev hun til gjertrudsfuglen, og fløi fra bakstefjøla op gjennem pipa. Og ennu den dag idag kan en se henne flyge omkring med sin røde lue  og ganske svart over hele kroppen, efter det at pipa svertet henne. Hun hakker og pikker støtt på træerne efter mat, og piper mot regnvær; for hun er alltid tørst, og da venter hun drikke.”

Nogle norske ord:
lue   =  hue
lefse  = brød (vel det gamle danske ord: leve (?))
kjevle ut = rulle ud (med kagerulle)
takka  = bageplade (rund)
ørende = overordentlig (adv.)
bakstefjøl = bagebord

Sengekultur

Kulturer påvirker hinanden, men de kan også danne barrierer imod andre kulturers indtrængen. I Danmark har sengens dyner og puder i århundreder indtil vor tid været fyldt med fjer eller dun, fra høns og ænder til svaner og edderfugle, men denne sengetøjsindretning fandt ikke indpas nordpå over grænsen til Sverige, trods den lokalkommunikation som trods alt fandtes mellem Skånelandene og det egentlige Sverige. I Småland og nordover brugte man fåre- eller gedeskind eller skind af hjortedyr, og havde man ikke det, så vævede man noget der lignede i egenskaber: nemlig ryatæpper, der oprindelig var et sengetæppe. Her ligger luften og varmer mellem trådene ligesom på et dyreskind.
Sengekulturen blev således forskellig i de gamle danske landskaber og i det egentlige Sverige.
Sengene fik med tiden lagen på og dynerne et betræk, men i det svenske indrettede man sengen med et underlagen og et overlagen, ligesom i store dele af Europa, skønt mange synes, det er svært eller helt håbløst at holde styr på disse løse lagner.

sengetoj

 

Pustervig

Vore byer har mange sjove gamle gadenavne, som stammer fra middelalderen, og som ikke er lette at tolke meningen med. Se nu til ex. Pustervig i København. Navnet hænger muligvis sammen med smedehåndværket. Smedjer lå gerne i udkanten af bebyggelsen af hensyn til brandfaren, her altså oprindeligt tæt ved Østervold, som lå, hvor nu Gothersgade ligger.
Den store blæsebælg var ligesom smedens mærke og gav ham øgenavnet “kulfust” eller “kulpuster”. Sprogforskere har været inde på, om der tilmed kunne gemme sig et ordspil i gadenavnet, idet ordet “puster” for smed også kunne betyde en kindhest (lussing), og at man i byerne Næstved, Assens og nogle andre tidligere har haft en Kindhestestræde, ligesom man henviser til udtrykket “at give på pusteren” eller en mavepuster, der er et slag mod maven, som slår vejret ud af modstanderen.

Pustervig i København

Kattesundet

Kattesundet er et mærkeligt gadenavn. Det findes i mange gamle danske byer ligesom Kattrepel-stræder i nordtyske byer. Katrevel (dateret til 1683, Strellev Sogn, Ringkøbing Amt), ‘kattestrimlen’, er formentlig anvendt nedsættende om bebyggelsen.
I disse gyder har der for de flestes vedkommende løbet et “sund”, måske kun en beskeden rende, f.ex. i Kolding, hvor pælerækker bar en gangbro, og i Æbeltoft nævnes en bro over “det såkaldte Kattesund”. I Malmø omtales byens “vandløb i Cattesund”, i Svendborg og Horsens har man fundet bolværksrester og i Flensborg endog bådrester i gydens dyb.
Kattesundet i København førte ned til et lidt sydligere liggende vand. Forstavelsen “kat” hentyder muligvis til den tømmerkonstruktion, man havde på volden til blider og kasteskyts, og som kaldtes “kat”. Således lod Kristian 3. den “høje kat” opføre på Nakskov vold ved det stræde, der endnu hedder “Kattesundet”. Alle vore kattesund løber langs volden eller tværs på volden, og historiker Hugo Mathiessen mener derfor, at der virkelig er tale om en voldkat som navngiver. Men der er naturligvis også nogle som mener, at navnet kommer af udkastning af katteådsler….

Kattesundet i København

Fugle

Nu kvidrer fuglene deres viser til våren.

Er der mon stadig nogen, der holder en pip-hans derhjemme? Eller nænner man ikke det længere – er sangen for længe siden druknet i TV’s skrig og skrål? Har fuglene fundet sig til rette med at sidde i bur mod daglig servering af frø og vand og tryghed?

De synger jo. Tilmed de, hvis bur hænger ude på husvæggen i Italien og konfronteres med den tabte verden udenfor.

Blandt Klæstrups tegninger fra det gamle København har jeg ikke kunnet finde nogen fuglehandler, men her er en fra det svenske værk “Litografisk Allehanda” 1863. I Stockholm holdt fuglefangerne til ved Nørrebro og i Gamla stan. Ifølge samtidens omtale var de gerne zigøjnere.

fugl1

Her i Norden brugte man ofte stillitser og grønsisken, som fra 1700-tallet kunne få lidt konkurrence af en og anden importeret kanariefugl. Men man kunne også bruge småfugle til særlige opgaver, f.ex. fluefangere som fritflyvende skadedyrsbekæmpelse! Når de havde gjort deres arbejde, fløj de ud af huset. I Nordland gjaldt det at bekæmpe skovkakerlakkerne, hvilket sneppefugle kunne hjælpe med, og Linné selv holdt en trækryber (NB dansk: træløber) i hjemmet på Svartbäcken imod fårekyllinger (hussyrsor). Trækryberen har sit sære navn, fordi den ligesom en lus kryber op ad træstammerne for at finde insekter i alle sprækker.

fugl2
Trækryberen (Træløberen)

Kilde: Oplysninger fra den svenske bog “Fåglar i svensk folklig tradition” ved Ingvar Svanbergoneral