Et barn er født i Betlehem

Tekst: Holger D.
Mel.: Den sædvanlige

Et barn er født i Betlehem – Betlehem
Så rejste han til Danmarks hen – Halleluja – Halleluja

Hans navn var Ali Mustafa – Mustafa
Det navn ku’ kun en perker ha’ – Halleluja – Halleluja

Af kød han spiste altid ko – altid ko
men satte også pris på so – Halleluja – Halleluja

Han var tit på socialkontor – Socialkontor
og sendte penge hjem til mor – Halleluja – Halleluja

Han solgte hash fra Libanon – Libanon
for det fik han en længere dom – Halleluja – Halleluja

Et barn er født i Betlehem – Betlehem
nu skal han sendes hjem igen – Halleluja – Halleluja

Men Ali han ville ikke hjem – Ikke hjem
han til Danmark kom igen – Halleluja – Halleluja

Han gemte sig på Fynsland – Fynsland
Her mødte han sin banemand – Halleluja – Halleluja

Før levede han af bistandshjælp – Bistandshjælp
nu flyder han i Lillebælt – Halleluja – Halleluja

Som flyder gik det ikke godt – ikke godt
han gik til bunds, men det var flot – Halleluja – Halleluja

Og politiet de trak vod – de trak vod
og fandt til sidst det sorte skod – Halleluja – Halleluja

Han lagdes i et fryserum – fryserum
Hells Angles sang med fryd derom – Halleluja – Halleluja

Da Mustafa var død og væk – død og væk
der kom en ny, men han fik smæk – Halleluja – Halleluja

Moralen er, du sorte mand – sorte mand
bliv hjemme i dit eget land – Halleluja – Halleluja.

 

Lucianatten 12. december

Luciabrud
Luciabrud

Lucianatten er snart over os. Årets længste mente man, før den gregorianske kalender 1582.

Nordisk jul er ikke som nogen anden jul i verden. Den er noget helt for sig selv. Selve ordet “JUL” står alene, – ukendt uden for Norden. Den har i sin oprindelse ikke noget som helst med Jesu fødsel at gøre. Nordisk jul er født af mørket. I mørket. Under en himmelkuppel fuld af stjerner og med flammende nordlys. Med al den troldom som hører mørket til, og hvor de underjordiske, trolde og nisser lister rundt på lofter og i stalde.

Sønden for os fejrer man kirkens hellige nat, hyrdernes nat, stjernen over Betlehem. Alt det er fra historisk tid og har sin romantik. Men den nordiske jul er fra urtiden, før runerne, urgammel…. Den katolske kirke kunne ikke få has på den, men måtte bøje sig. Gå på kompromis. Mørket godtoges og julekrybben blev stående – inde i kirken.

Ude i folket, i bondestuernes dunkle lys, levede julen videre med julebuk og julegris. I Sverige kom Lucia til, men nedbrød ikke de nedarvede forestillinger. Hendes navn pegede både på “lux” (lys) og “Lucifer”. Hun kunne passes ind. I Norge havde man bevaret det urgamle asa-ridt, kapridningen fra asernes gård til en og anden helligkilde, “Luciaridtet”, “Lusseridtet”. Hesten var og blev noget helligt op gennem tiderne…. Slejpner.

Men nu lyder der andre toner og politiske krav om at bytte vor kultur ud med en anden, som trænger sig på og vil have “LEBENSRAUM”. Den er os meget fremmed. Opstået under røvertogter i ørknen og strandhugst i middelhavslandene. Skal vi give efter og gøre os selv til dhimmier?

Allerede for nogle år siden begyndte nogen at fjerne Luciafesterne “af hensyn til de muslimske børn”, hed det. Børnene ville sikkert meget gerne være med, men hvad siger deres forældre? En katolsk helgen? Nej, hun fik jo også halsen skåret over.
Den folkelige, romantiske fest med Luciakronens lys, sang og safrans-“lussekatter” passer ikke til noget så u-romantisk som 68’ernes politiske manifestationer.