Hatten af for høfligheden

Det er udansk, når mænd bærer hovedbeklædning indendørs.

Det er ganske uhørt og i modstrid med gammel dansk skik, når en højskoleforstander holder foredrag uden at tage kasketten af indendørs. Han er ellers gammel nok til at burde kende reglerne. På en anden højskole har jeg oplevet en lærer, der iført hovedbeklædning sad og spiste i spisesalen. For et par år siden oplevede jeg en ung mand, der gik til alters i Godthåbskirken – iført kasket; men han blev så også straks efter irettesat af en gammel mand.

Kristeligt Dagblad har vist højskoleforstander Thue Kjærhus som foredragsholder iført hovedbeklædning: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/dannelse-er-baade-en-personlig-ledestjerne-og-en-faelles-erfaring

En af undtagelserne er, at jøder dækker deres hoved i synagogen. Men det falder så heller ikke ind under danske regler, og i verdslige sammenhænge følger de danske normer i Danmark.

Hvis der er koldt i soveværelset, er det i orden, når mænd sover med nathue; men ellers er det uforskammet med hovedbeklædning indendørs. Det er udansk.

I militæret tager man hovedbeklædningen af indendørs; og i skolen lærte vi drenge at tage huen af i døren, når vi gik ind, og det gjaldt ikke pigerne. Nu efter den megen ligestilling synes jeg, at kvinder kunne vise deres gode vilje ved også at tage huer og hatte af, når de går ind.

Det var glædeligt at høre om en studenterkørsel, der holdt pause, da de passerede en igangværende begravelse; musikken blev afbrudt, og de unge mennesker tog deres studenterhuer af; så pli findes stadig.

Damer kan have hat på såvel udendørs som indendørs – til gengæld har de kun hat på om dagen og ikke om aftenen.