Lucianatten 12. december

Luciabrud
Luciabrud

Lucianatten er snart over os. Årets længste mente man, før den gregorianske kalender 1582.

Nordisk jul er ikke som nogen anden jul i verden. Den er noget helt for sig selv. Selve ordet “JUL” står alene, – ukendt uden for Norden. Den har i sin oprindelse ikke noget som helst med Jesu fødsel at gøre. Nordisk jul er født af mørket. I mørket. Under en himmelkuppel fuld af stjerner og med flammende nordlys. Med al den troldom som hører mørket til, og hvor de underjordiske, trolde og nisser lister rundt på lofter og i stalde.

Sønden for os fejrer man kirkens hellige nat, hyrdernes nat, stjernen over Betlehem. Alt det er fra historisk tid og har sin romantik. Men den nordiske jul er fra urtiden, før runerne, urgammel…. Den katolske kirke kunne ikke få has på den, men måtte bøje sig. Gå på kompromis. Mørket godtoges og julekrybben blev stående – inde i kirken.

Ude i folket, i bondestuernes dunkle lys, levede julen videre med julebuk og julegris. I Sverige kom Lucia til, men nedbrød ikke de nedarvede forestillinger. Hendes navn pegede både på “lux” (lys) og “Lucifer”. Hun kunne passes ind. I Norge havde man bevaret det urgamle asa-ridt, kapridningen fra asernes gård til en og anden helligkilde, “Luciaridtet”, “Lusseridtet”. Hesten var og blev noget helligt op gennem tiderne…. Slejpner.

Men nu lyder der andre toner og politiske krav om at bytte vor kultur ud med en anden, som trænger sig på og vil have “LEBENSRAUM”. Den er os meget fremmed. Opstået under røvertogter i ørknen og strandhugst i middelhavslandene. Skal vi give efter og gøre os selv til dhimmier?

Allerede for nogle år siden begyndte nogen at fjerne Luciafesterne “af hensyn til de muslimske børn”, hed det. Børnene ville sikkert meget gerne være med, men hvad siger deres forældre? En katolsk helgen? Nej, hun fik jo også halsen skåret over.
Den folkelige, romantiske fest med Luciakronens lys, sang og safrans-“lussekatter” passer ikke til noget så u-romantisk som 68’ernes politiske manifestationer.

Forsøg på at udmanøvrere postkronen

Nu hvor vi er hårdt trængt af en “kultur”, der gør krav på at overtage Europas territorium, føler vi rigtigt, hvor meget vi har tabt ved en mangelfuld skoleundervisning, ikke mindst i historie og kulturhistorie. I en uforberedt diskussion kommer vi let til kort med manglende “paratviden”. Det er vigtigt, at vi prøver at indhente så meget som muligt. Derfor gør jeg opmærksom på Jørgen Larsens interessante artikler om det gamle København i Berlingeren. Nu her sidst om postvæsenet.

Postvæsenet oprettedes af Christian 4. i 1624 og kunne således fejre 350-års jubilæum i 1974, da alt var i forandring.

Postvæsenet udskrev en konkurrence om et nyt postmærke til etaten, for det gamle var pludselig blevet for kompliceret at fremstille. Dog skulle posthornet bevares, men angiveligt ikke kronen på værket, for kronen var man også ude efter i andre sammenhænge. Da man lagde an på, at “folket” skulle bestemme, var konkurrencen ikke forbeholdt designere. Kunne man ikke tegne, kunne man fremføre sine ønsker, og det kostede ikke noget at deltage, ikke engang brevporto, for man kunne bare putte sit forslag i postkassen.

Havde generalpostdirektøren haft til hensigt at smide kongekronen ud, så lykkedes det faktisk ikke, selv om man havde opsat et prøveskilt ved et postkontor på Nørrebro uden krone.

Ridende post. Helsingør
Ridende post. Helsingør

En narkorute

Friheten var störst på Dragörfärjan, skrev Sydsvenskan og Snaphanen og mindedes gode gamle dage.

Friheten var störst på Dragörfärjan – det mente en lille håndfuld unge også for flere årtier siden. De sad i en bil og ventede på at kunne køre om bord i Limhamn… Fra min plads på guidestolen forrest i bussen kunne jeg kikke ind til dem. Der var noget galt. Alle fem syntes påvirkede af narko. Manden bag rettet dog mindst. Jeg styrtede ind på toldkontoret. Tolderen sad med benene på bordet. Har du set på den der bil? spurgte jeg, det virker som “knark”. Du kan da i alle fald ringe over til Dragør…

De fem kom op fra bildækket, lige forbi mig. Der var ingen tvivl. De tre piger var vel 15-16 år. Færgen havde ikke lagt ud endnu, da en matros kom op i kafeteriet og så sig søgende om. Han stilede direkte mod dem: Vær venlig at gå ned til jeres bil!
Fra agterdækket kunne jeg se ned over bildækket. En politibil stod på tværs af broklappen. Ingen kunne køre ud. En efter en blev de lukket ind i en kahyt og rimeligvis visiteret.
En af dem blev kostet ud i politibilen. Mere ved jeg ikke. Rimeligvis checkede man kørekort m.m., men alle kom om bord og efter 20 minutters forsinkelse sejlede færgen. Pigebørnene var så bedøvede, at den ene tabte hovedet ned i kôttbullarna…  De har revolvere, hviskede mine italienske turister. Det er hashpunge, sagde jeg.

I Dragør kørte vi fra borde uden mulighed for at kontakte tolden, men da jeg et par timer senere kom hjem, kunne jeg ikke dy mig for at ringe til uropatruljen på Politigården.
Har I hørt noget fra Limhamn eller Dragør? spurgte jeg. Næh,… men vi har ikke tid lige nu. Vi har lige fået en svensk bil herind. Det var det bilnummer, jeg havde noteret!!!
En politibil var kommet til at køre ved siden af den svenske bil over Knippelsbro og havde set, at pigerne på dette tidspunkt var faldet ned på gulvet. De havde standset bilen og fundet både narko og våben.

Havde de været på Christiania i mellemtiden og handlet?

“”Knark” plejer at gå den anden vej”, sagde tolderen i Limhamn.

http://blogg.sydsvenskan.se/forsvunnamalmo/2016/05/23/friheten-var-storst-pa-dragorfarjan/

 

Gertrudsfuglen

I dag er det ikke dansk kultur, men norsk: om gjertrudsfuglen.

På den tid hvor kristendommen spredtes op gennem det germanske rige, var Gertrud/Gjertrud en hedensk dødsgudinde, der dyrkedes omkring Rhinens udløb i Nordsøen.
De døde sjæle fulgtes med floden ud til solnedgangen i havet eller færgedes over til Britanien eller Irland…
Kristendommen overtog hende. En abbedisse i benediktinerklosteret i Nilvelles i Brabant blev helgen i 600-tallet. Hun afbildes med et kapel i hånden. Det lå gerne tæt ved den byport, man skulle til, så man straks kunne takke hende for, at man var kommet vel frem. Sådan også i København, jvf. Skt. Gertrudsstræde.

I Norge kaldes den kulsorte hakspætte – Europas største –  blandt andet “Gjertrudsfuglen”. Hvorfor? Det må vel hænge sammen med Skt. Gertruds forhistorie som gudinde for ovennævnte dødskult ?

Gertrudsfugl

“Gjertrudsfuglen” – fra Norske Folke- og Huldre Eventyr (se note nederst med norske gloser).

“I de gamle, gode dager, da Vårherre og St. Peter gikk og vandret her på jorden, kom de engang inntil en kone, som satt og bakte. Hun hette Gjertrud, og hadde en rød lue på hodet.
Da de hadde gått lenge og var sultne begge, bad Vårherre henne så vakkert om en lefse å smake på. Ja, den skulde han da få.  Men et bitte lite emne tok hun og kjevlet ut; likevel blev det så stort at det fylte hele takka.
Nei, så blev den lefsa for stor; den kunde han ikke få. Hun tok et enda mindre emne; men da hun hadde bakt det ut og bredd det på takka, blev den lefsa også for stor, den kunde han heller ikke få.
Tredje gangen tok hun et enda mindre emne, et ørende lite ett; men også denne gangen blev lefsa altfor stor.
“Så har jeg ikke noe å gi dere”, sa Gjertrud. “De får like så godt gå igjen uten smakebete, for lefsene blir for store alle sammen.”
Da blev Vårherre vred og sa: “Fordi du unte mig så ille, skal du ha den straff at du ska bli til en fugl, og ta din tørre føde mellem bark og ved, og ikke få noe å drikke oftere enn hver gang det regner.”
Og ikke før hadde han sagt det siste ordet, så blev hun til gjertrudsfuglen, og fløi fra bakstefjøla op gjennem pipa. Og ennu den dag idag kan en se henne flyge omkring med sin røde lue  og ganske svart over hele kroppen, efter det at pipa svertet henne. Hun hakker og pikker støtt på træerne efter mat, og piper mot regnvær; for hun er alltid tørst, og da venter hun drikke.”

Nogle norske ord:
lue   =  hue
lefse  = brød (vel det gamle danske ord: leve (?))
kjevle ut = rulle ud (med kagerulle)
takka  = bageplade (rund)
ørende = overordentlig (adv.)
bakstefjøl = bagebord

Sengekultur

Kulturer påvirker hinanden, men de kan også danne barrierer imod andre kulturers indtrængen. I Danmark har sengens dyner og puder i århundreder indtil vor tid været fyldt med fjer eller dun, fra høns og ænder til svaner og edderfugle, men denne sengetøjsindretning fandt ikke indpas nordpå over grænsen til Sverige, trods den lokalkommunikation som trods alt fandtes mellem Skånelandene og det egentlige Sverige. I Småland og nordover brugte man fåre- eller gedeskind eller skind af hjortedyr, og havde man ikke det, så vævede man noget der lignede i egenskaber: nemlig ryatæpper, der oprindelig var et sengetæppe. Her ligger luften og varmer mellem trådene ligesom på et dyreskind.
Sengekulturen blev således forskellig i de gamle danske landskaber og i det egentlige Sverige.
Sengene fik med tiden lagen på og dynerne et betræk, men i det svenske indrettede man sengen med et underlagen og et overlagen, ligesom i store dele af Europa, skønt mange synes, det er svært eller helt håbløst at holde styr på disse løse lagner.

sengetoj

 

Pustervig

Vore byer har mange sjove gamle gadenavne, som stammer fra middelalderen, og som ikke er lette at tolke meningen med. Se nu til ex. Pustervig i København. Navnet hænger muligvis sammen med smedehåndværket. Smedjer lå gerne i udkanten af bebyggelsen af hensyn til brandfaren, her altså oprindeligt tæt ved Østervold, som lå, hvor nu Gothersgade ligger.
Den store blæsebælg var ligesom smedens mærke og gav ham øgenavnet “kulfust” eller “kulpuster”. Sprogforskere har været inde på, om der tilmed kunne gemme sig et ordspil i gadenavnet, idet ordet “puster” for smed også kunne betyde en kindhest (lussing), og at man i byerne Næstved, Assens og nogle andre tidligere har haft en Kindhestestræde, ligesom man henviser til udtrykket “at give på pusteren” eller en mavepuster, der er et slag mod maven, som slår vejret ud af modstanderen.

Pustervig i København

Kattesundet

Kattesundet er et mærkeligt gadenavn. Det findes i mange gamle danske byer ligesom Kattrepel-stræder i nordtyske byer. Katrevel (dateret til 1683, Strellev Sogn, Ringkøbing Amt), ‘kattestrimlen’, er formentlig anvendt nedsættende om bebyggelsen.
I disse gyder har der for de flestes vedkommende løbet et “sund”, måske kun en beskeden rende, f.ex. i Kolding, hvor pælerækker bar en gangbro, og i Æbeltoft nævnes en bro over “det såkaldte Kattesund”. I Malmø omtales byens “vandløb i Cattesund”, i Svendborg og Horsens har man fundet bolværksrester og i Flensborg endog bådrester i gydens dyb.
Kattesundet i København førte ned til et lidt sydligere liggende vand. Forstavelsen “kat” hentyder muligvis til den tømmerkonstruktion, man havde på volden til blider og kasteskyts, og som kaldtes “kat”. Således lod Kristian 3. den “høje kat” opføre på Nakskov vold ved det stræde, der endnu hedder “Kattesundet”. Alle vore kattesund løber langs volden eller tværs på volden, og historiker Hugo Mathiessen mener derfor, at der virkelig er tale om en voldkat som navngiver. Men der er naturligvis også nogle som mener, at navnet kommer af udkastning af katteådsler….

Kattesundet i København

Fugle

Nu kvidrer fuglene deres viser til våren.

Er der mon stadig nogen, der holder en pip-hans derhjemme? Eller nænner man ikke det længere – er sangen for længe siden druknet i TV’s skrig og skrål? Har fuglene fundet sig til rette med at sidde i bur mod daglig servering af frø og vand og tryghed?

De synger jo. Tilmed de, hvis bur hænger ude på husvæggen i Italien og konfronteres med den tabte verden udenfor.

Blandt Klæstrups tegninger fra det gamle København har jeg ikke kunnet finde nogen fuglehandler, men her er en fra det svenske værk “Litografisk Allehanda” 1863. I Stockholm holdt fuglefangerne til ved Nørrebro og i Gamla stan. Ifølge samtidens omtale var de gerne zigøjnere.

fugl1

Her i Norden brugte man ofte stillitser og grønsisken, som fra 1700-tallet kunne få lidt konkurrence af en og anden importeret kanariefugl. Men man kunne også bruge småfugle til særlige opgaver, f.ex. fluefangere som fritflyvende skadedyrsbekæmpelse! Når de havde gjort deres arbejde, fløj de ud af huset. I Nordland gjaldt det at bekæmpe skovkakerlakkerne, hvilket sneppefugle kunne hjælpe med, og Linné selv holdt en trækryber (NB dansk: træløber) i hjemmet på Svartbäcken imod fårekyllinger (hussyrsor). Trækryberen har sit sære navn, fordi den ligesom en lus kryber op ad træstammerne for at finde insekter i alle sprækker.

fugl2
Trækryberen (Træløberen)

Kilde: Oplysninger fra den svenske bog “Fåglar i svensk folklig tradition” ved Ingvar Svanbergoneral

Spurve

Da jeg i sin tid boede i den italienske by Faenza, gik jeg en dag på markedet for at kikke på udbudet af småfugle hos en gammel kone. De billigste kostede bare omkring en krones penge (i dansk valuta).
Jeg købte et par stykker, men lod dem slippe fra mig. Kvinden blev forskrækket: hun så sine skillinger baske op i nærmeste træ, men opløstes i et stort grin, da hun forstod, at det var en spøg, som jeg betalte. Tossede nordboere! Hendes dyreste fugle var små ugler, som fuglejægerne brugte som lokkefugle: småfugle kunne jo ikke se sådan en ugle, uden de skulle skælde den ud.
Da jeg nu forleden søgte inspiration til fuglehistorier fra vor kulturhistorie (tænkt til Foreningen “Dansk Kultur”), fandt jeg Ingvar Svanbergs “Fåglar i svensk folklig tradition”, en skattekiste fra ornitologien.
Her stod om en gammel, udbredt juleskik i Skåne: “at gå med fuglen”, som også kunne findes på Sjælland: man fangede en gråspurv om natten i laden ved lygteskin eller med limpind.

Spurven fik et brev om foden, hvor der stod: den søgte natkvarter og ville have julegrød med 3 slurke til eller følges hjem.
Så blev den sluppet ind i naboens storstue, hvor den i reglen fik slukket tranlampen med sine nervøse vinger, hvorefter fuglejagten foregik i mørke.
Legen forsvandt vistnok som et resultat af de nye petroleumslamper i anden halvdel af 1800-tallet.

tranlampe

Tranlampe

Glasøjne

Glasögon“, siger svenskerne til optikeren.
Hvor kommer det danske “Briller” fra? Fra Tyskland naturligvis, men det er bare en halv forklaring.
Det kommer fra græsk
βήρυλλος, og skrevet med vore bogstaver må jeg gengive det som “bæryllos”.

Det var oprindelig navnet på en søgrøn eller klar ædelsten, som et eller andet smart menneske fandt på at udnytte til at sætte foran sit øje for at se bedre. Rimeligvis en italiener. Konversationslexikonnet foreslår munken Alexander fra Spina, som døde 1313 i Pisa eller Salvino degli Amati, som døde i Firenze 1317. Politikens lille håndbog “Videnskabens hvornår skete det?” gætter på opfindelsen 1294 uden nærmere forklaring.

Det ældst kendte billede af briller i Sverige er et kalkmaleri i den gamle Torshälla Kirke lige nord for Eskilstuna i Sörmland fra c. 1450. Det forestiller Abraham, som sætter et par briller foran sine gamle øjne.

Brillerne er fremstillet som to arme, der holder hvert et “ögonglas”, som er nittet sammen.

Abraham med briller og bog (Torshälla)
Abraham med briller og bog (Torshälla)

Også i Danmark har vi et kalkmaleri med briller. Det er i det kendte maleri fra reformationstidens krigeriske religionsstridigheder, hvor hånende ord lyder fra begge sider.

dignitarforsamling

Billedet “viser en højkatolsk dignitarforsamling. Paven i midten med tiara og pavekors, omgivet af kardinaler, bisper og munke. Han forelægger et dokument, en af de store buller med et utal af vedhængende segl forneden. Foran det knæler to narre med æseløren på hætterne. De peger begge på dokumentet og han t.h. holder yderligere et par brilller i sin løftede hånd imod paven.

Der står ikke eet ord på pergamentet! Det er fristende at opfatte det som en reformatorisk satire over afladssystemet. Dokumentet må vel være begrundelsen for det. Men der er ingen altså. Det er narre, som prøver at læse det. Det kan nok være nødvenigt at bruge briller! Folkene i forgrunden diskuterer afladsbrevene, som de står med i hænderne.”

Malet 1520-30. Brøns Kirke i Tønder Amt

(Texten fra Den Danske Billedbibel i Kalkmalerier. Samlet af Broby-Johansen 1948).