Holberg om den falske profet Muhammed

http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=40&p_sidenr=233

EPISTOLA CDXXXIV.

Til **

Jeg haver udi min Heldte-Historie sagt, at det er vanskeligt at dømme om den falske Prophet Mahomed, enten han haver været en Bedrager eller en Fanaticus, enten han af Underfundighed gav sig ud for at være en GUds Prophet, eller han troede selv sig saadan at være. Hvilken Meening man herudi antager, saa kand den bestyrkes med vigtige Argumenter. Af dem, som holde for, at han selv troede, hvad han lærede, ansee nogle ham som een, af hvilken Fanden betiente sig som et Redskab til at forføre Mennesker til vrang Lærdom. Andre derimod med større Grund ansee ham som en Enthusiast. Jeg siger med større Grund: Thi der findes adskillige Capitler udi Mahomeds Lærdom eller Alcoranen, som befatte et sundt Morale, som opmuntre Mennesker til at giøre det Gode, og at skye det Onde; som formane dem at have Tilliid til GUD, at giøre Almisse, at bede med Andagt visse Tider om Dagen, at lade see en blind Lydighed mod Regentere og Øvrighed, og adskilligt af samme Natur, som man ikke vel kand holde for at være Fandens Dictata. Det er derfore rimeligere, hvis man følger deres Meening, som holde for, at han selv haver troet, hvad han lærede, og at tilskrive saadant en fanatisk Affect, paa hvis Virkning kand anføres utallige Exempler af Historien. At en fanatisk Heede alleene haver drevet denne forunderlige Mand, søger man at bevise en Deel af de vanskabte Historier, som han digter, sær af hans selsomme Himmel-Rejse, hvorover fornuftige Araber forargede sig; en Deel ogsaa af de mange usammenhengende Ting og Forvirrelser, item Contradictioner, som findes udi Alcoranen: Thi saadant, meene de, kand ikke flyde uden af en forvirret Hierne. Andre derimod meene, at saadant kand gandske overeensstemme med en listig Bedrager. Thi Erfarenhed viser, at, naar een først haver bragt sig udi Reputation, helst blant dumme og vankundige Folk, kand han siden ikke alleene binde dem paa Ærmerne hvad han vil, men end og forfremme sin Lærdom ved de selsommeste og uriimeligste Fictioner; efterdi Menneskerne ofte holde det for en Merite at troe hvad som strider mod Fornuften, anseende simpel og klar Lærdom som menneskelig, men uforstaaelig som guddommelig. Udfaldet haver og viset, at Mahomed intet tabte derved, efterdi Araberne vare ligesaa villige til at antage hans u-rimelige Digt, som han var frugtbar paa at digte og paatrykke dem de selsomste Lærdomme. Man mærker ellers adskillige Prøver paa Underfundighed, som bestoed i, 1.) Ikke at udgive sin Religion for en nye Lærdom, men alleene at kalde den en Fornyelse af den gamle, som efter hans Sigelse var bleven forfalsket. 2.) At erkiende saavel Moses, som JEsus for GUds Propheter, og at laane adskilligt saavel af Jødernes som af de Christnes Religioner, og at gaae som en Middel-Vej imellem begge; hvilket forfremmede ikke lidet hans egen Lærdom. 3.) At raade udi Begyndelsen til Tolerance og Lemfældighed mod de Christne, saasom de vare de mægtigste, og for hvilke han havde meest Aarsag at frygte sig. Jeg siger, udi Begyndelsen: Thi, da han saae sig fast udi Sadelen, raadede han til Haardhed. Dette og andet giver Underfundighed tilkiende. Saa at det synes, at, hvis Mahomed haver været Fanaticus, saa haver han ingen blind Enthusiast været, det er saadan een, der uden at raisonnere, følger sine naturlige Affecter, hvoraf den som et Hiul drives. Hans Lærdom om Straf og Belønning efter Døden kand og tiene til Beviis herpaa. Thi den Beskrivelse, som han derover giør, havde store Virkninger hos Araberne. Monsr. Bayle meener vel, at den Afridsning, som Mahomed giør paa Himmerige, vel kunde have nogen Virkning hos Hedninger, som ikkun havde en løs og forvirret Idée om de lyksalige Boeliger, men tienede ikke til at lokke Jøder og Christne, allermindst de sidste, hvilke have langt prægtigere Afridsning paa Himmerige, holdende for at dens Glæde overgaaer all menneskelig Imagination, og er saadan, at den af Mennesker ikke kand beskrives. Men jeg kand herudi ikke være eenig med den store Rotterdamske Philosopho: Thi Erfarenhed lærer, at kiødelige Mennesker lade sig meest indtage af kiødelige Lærdomme. Saadant have adskillige Lovgivere og falske Propheter mærket, og derfore have lovet deres Tilhængere saadanne Belønninger, som de meest have ønsket sig udi dette Liv, og som de lettest have kundet begribe. Derpaa haver jeg udi mine Skrifter anført adskillige Exempler. Mahomed fandt for godt at afmale Paradiis med den Farve, som kunde stikke meest Araberne udi Øjnene, og som kom overeens med de Begierligheder, som samme Folk funde meest Smag udi, og som bestode udi smukke Urte-Gaarde, kiølige Vande, dejlige Jomfruer, og andre deslige Ting, som meest indløbe udi Sandserne. Det er troeligt, at hvis han havde lovet dem pure aandelige Fornøjelser, saadanne, som omtales udi de Christnes Himmerig, og som bestaaer udi GUds Ansigts Beskuelse, udi at staae for GUds Throne med Palmer i Hænder, og i Almindelighed udi en inderlig Glæde og Fornøjelse, der er saa stor, at den overgaaer Menneskers Begreb, saadan Lærdom vilde have havt mindre Virkning hos dumme og vankundige Araber; ja jeg tør sige, endogsaa hos andre Hedninger, hos hvilke de Ting stærkest virke, som meest indløbe udi Sandserne, og som ere lettest at begribe. Det er i den Henseende, at de, som forsvare Origenis Lærdom mod Helvedes Ævighed, paastaae, at den hielper meere til at afskrække Mennesker fra Synd, efterdi en Straf, som engang faaer Ende, kand begribes, men en ævigvarende rebellerer mod Fornuften, og derfore efter deres Meening ikke kand have den Virkning. Hvor vidt saadan Meening kand være grundet, overlader jeg ellers andres Domme. Jeg siger alleene, at Origenisterne betiené sig af saadant Argument, hvilket jeg ikke bifalder, skiønt det haver noget Skin. Jeg haver ellers forhen givet mine Tanker tilkiende, nemlig, at hos Mahomed fandtes en Blanding af Enthusiasmus og List, og viset, at saadant er fundet hos adskillige andre. Jeg vil slutte mit Brev med en Anmærkning over den Christne og Mahomedanske Religion. Mahomeds Lærdom, som han til sidst førte, byder at forplante Religionen med Sværd; Christi derimod forbyder saadant, og raader til at forfremme Troen ved sagtmodige og grundige Persvasioner: Men hverken Mahomedaner eller Christne efterleve deres egen Lærdom. Thi de første tillade allevegne Religioners fri Øvelse: De Christne derimod have stedse med Sværd og Ild forfuldt, og endnu paa visse Steder forfølge dem, som i mindste Poster differere fra de herskende Religioner. Jeg forbliver etc.

Konfirmation

Confirmatio (latin) er bekræftelse. For os er det bekræftelse af den kristne dåb og dermed den kristne tro.
Dagen i dag er en af de store konfirmationsdage i folkekirken.
Kgl. Bibl. har en god lille epistel om konfirmationen i for- og nutid:
http://www.kb.dk/da/nb/fag/dafos/Dagligliv.dk/Temaer/Os_og_de_andre/Indsigt/Dokumenter/Konfirmation_fra_barn_til_voksen/index.html

At konfirmation er et levende begreb, også i nutiden, ser man måske af konfirmationsportalen:
http://www.konfirmationsportalen.dk/
Kristeligt Dagblad har denne relevante gennemgang:
http://www.kristendom.dk/konfirmation

 

Bisper fastholder brud på præsteløftet

11. april skrev jeg personlige henvendelser:

Kære kirkeminister og biskopper og flere andre!

Vi kristne har brug for et helle.
Derfor kan det ikke nytte noget at lukke imamer og andre muslimer ind på det, der burde være vore fristeder. Kirkerne skal være vort helle.

Der var engang en gartner, der i stedet for at passe den have, han blev lønnet for at passe, gik og lugede inde hos naboen; men da hans herre opdagede, hvad hans penge gik til, blev gartneren fyret, og vel med rette.

Vi har provster og biskopper, der inviterer imamer indenfor i kirkerummet, og de taler islams sag og understøtter moskebyggeri. Men det hører ikke til den opgave, vi lønner dem for, og det er i modstrid med det præsteløfte, de i sin tid har aflagt.
Derfor mener jeg, at kirkeministeren skal gribe ind og præcisere den opgave, som præstestanden skal varetage.

Jeg finder det begrædeligt at måtte læse en beretning som den følgende:
https://document.dk/2016/04/08/tyrkisk-hodja-haaner-kristne-under-domkirkelig-mindegudstjeneste-for-terrorofre-de-vildfarne/
– for da ikke at tale om den imam, der medvirkede ved nytårsgudstjenesten i fjernsynet!
Hvordan kunne haderslevbispen overhovedet komme på den tanke at ville stå som ankermand for det?

Jeg håber meget snart at kunne erfare, at der tages skridt til, at kirkerne skal forblive kristne, og at det pålægges præstestanden at holde sig til kristen forkyndelse og ikke at kæmpe for fremmede trosretninger. Tænk på Grundlovens kap. VII. Når koranen opfordrer til drab på jøder og kristne, gør det, at denne bog er ulovlig i henhold til Grundlovens §67, “at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.
http://danskkultur.dk/txt/grundl.htm

Lad mig høre, når der følges op på sagen.

Der er indløbet to svar fra biskopper:

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen svarede: “Jeg skal herved kvittere for din henvendelse, idet jeg kan oplyse, at biskopperne er meget opmærksomme på respekten såvel for den kristne tro som for andres tro”.

Og Marianne Christiansen svarede: “Også jeg, “hadeslevbispen”, kvitterer for din henvendelse og tilslutter mig biskop Peter Skov-Jacobsens oplysning om respekten for egen og andres tro”.

Så kan hver især overveje, hvad de svar kan bruges til.

DF’s kirkeordfører Christian Langballe har sendt et venligt svar: “Enig!!! Problemet er, at det er biskopperne, der fører an. Biskoppen besidder det højeste tilsynsembede og skal tilsikre, at der ikke forkyndes “lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Det står der i præsteløftet. Hvorfor overholder biskopperne ikke præsteløftet? Det er den rene elendighed”.

Kirkeminister Bertel Haarder svarede:
46126-16_v1_Svar til Hans Christophersen

Når biskopperne er de øverste tilsynsførende og overtræder præsteløftet, hvad er der så at gøre? Andet end oplysning og agitation?

Hans Christophersen

17. marts – dagens epistel

17. marts 1944 blev avisen Aalborg Stiftstidende ramt af schalburgtage.
Resultatet ses af billedet.

1208153Schalburgtage (dannet i analogi med sabotage) var det folkelige navn for den terror, som tyskerne og deres danske hjælpere indledte i den sidste del af besættelsen i Danmark (1940-45). Terroren blev rettet mod den danske modstandsbevægelse og det danske samfund i almindelighed som en hævn for modstandsaktioner. Ligeledes indførtes hævndrab på vellidte danskere, når en tysk soldat eller stikker blev dræbt (såkaldte clearingmord).
I dag står datidens modstandsbevægelse fra 1940’erne som vellidt og accepteret; men vi har nu en ny modstandsbevægelse, der retter sig imod den fjendtlige overtagelse, som islamisering af landet er.


 

 

besatigenSe Dansk Kulturs bog:
Besat igen?
af Rolf Slot-Henriksen
Frihedskampens sidste vidner taler ud.
Hæftet bog, 279 sider, illustreret, ISBN: 978-87-91107-30-6
Udgivet 04.12.2008 af Forskningsforlaget Rafael.
Vejledende pris: kr. 159,00

14. marts – dagens epistel

Det danske mindretals fødselsdag i Sydslesvig afholdes altid den 14. marts.
Ved afstemingen den 10. februar 1920 havde Nordslesvig i 1. afstemningszone stemt sig hjem til Danmark; men ved afstemningen 14. marts 1920 i 2. afstemningszone var der flertal for tysk tilhørsforhold syd for den nuværende landegrænse, så det anses for det danske mindretals fødselsdag. Formanden for Sydslesvigsk Forening har foreslået dagen som officel sydslesvigsk flagdag i lighed med de andre flagdage (Færøerne og Grønland). Et nyt forslag er Dannebrog med de to blå slesvigske løver i det øverste lille felt i flaget. Ellers har det været løverne på gul flagdug, som blev indført i efterkrigstiden, hvor de engelske besættelsesmyndigheder forbød brugen af Dannebrog (1945-50).

Sydslesvigsk løveflag
Sydslesvigsk løveflag
Dannebrog med slesvigske løver
Dannebrog med slesvigske løver

 

13. marts – dagens epistel

13. marts er Macedenius’ helgendag.
Macedenius led martyrdøden 13. marts 366, fordi han havde væltet et afgudsbillede i et tempel.
Dette er et stykke kristen historie med kristent udgangspunkt for, hvad der er en martyr, og hvad der er et afgudsbillede.
Det er altid sejrherren, der skriver historien.
For muslimer tre hundrede år senere og derefter har definitionerne været anderledes, for de har en anden gud end vor, og en muslimsk martyr er meget forskellig fra en kristen.

12. marts – dagens epistel

Knud Lavards fødselsdag.
Knud Lavard, der var søn af Erik Ejegod, blev jarl af Sønderjylland (det senere hertugdømme Slesvig). Der siges at være usikkerhed om, at fødselsdagen var den 12. marts 1096, både med hensyn til dato og år. Derimod er hans død i Haraldsted Skov ved Ringsted den 7. januar 1131 velkendt fra vor skoletids historiebog. Morderen var Knuds fætter Magnus, og mordet blev indledningen til en borgerkrig, der varede 26 år, inden Knud Lavards søn, Valdemar den Store, blev konge. Det var Valdemar, der fik sin far Knud Lavard helgenkåret i 1170. Knut_Lavard

11. marts – dagens epistel

Den 11. marts 1682 fik byen Fredericia religionsfrihed. Bestemmelsen herom står i den nuværende grundlovs paragraf 67.
§ 67 Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Paragraffen udsiger, at der er betingelser for religionsfriheden; og der er nogle, der påberåber sig friheden uden at leve op til betingelserne.
Islam må således anses for at være ulovlig, selv om det hidtil ikke er blevet håndhævet.

Den 11. marts var altid fridag i min skoletid, for det var kong Frederik IX’s (1899-1972) fødselsdag, og på dronning Ingrids (1910-2000) fødselsdag 28. marts havde vi også fri; men til gengæld fandtes der ikke vinterferie dengang. Kong Frederik den Niende var en folkekær konge, der havde en del positive fællestræk med sit barnebarn, vor kronprins Frederik (født 1968), som vi glæder os til at se som vor næste konge.