Holger Danske, en sagnkonge.

I Rønnebjerg Bakker (Rönneberga backar) ved Landskrone i Skåne ligger en del gravhøje fra ældre bronzealder. Længst mod nordvest ligger Holger Danskes Høj, som er 4 meter høj og 35 meter i diameter. Sagnet siger, at kong Holger Danske sidder i fuld rustning inde i højen. Han vil vågne, når Danmark kommer i fare, og han vil komme landet til undsætning.
Den Holger Danske, der sidder i kasematterne på Kronborg Slot, er en mockup til den bronzestatue, der nu står i Skjern.

Rønnebjerg Bakker 

Holger Danske-statuen i Skjern

 

 

 

 

 

 

 

http://danskkultur.dk/txt/symb.htm om nationalsymboler
(Den lille Havfrue – Holger Danske).

 

Et barn er født i Betlehem

Tekst: Holger D.
Mel.: Den sædvanlige

Et barn er født i Betlehem – Betlehem
Så rejste han til Danmarks hen – Halleluja – Halleluja

Hans navn var Ali Mustafa – Mustafa
Det navn ku’ kun en perker ha’ – Halleluja – Halleluja

Af kød han spiste altid ko – altid ko
men satte også pris på so – Halleluja – Halleluja

Han var tit på socialkontor – Socialkontor
og sendte penge hjem til mor – Halleluja – Halleluja

Han solgte hash fra Libanon – Libanon
for det fik han en længere dom – Halleluja – Halleluja

Et barn er født i Betlehem – Betlehem
nu skal han sendes hjem igen – Halleluja – Halleluja

Men Ali han ville ikke hjem – Ikke hjem
han til Danmark kom igen – Halleluja – Halleluja

Han gemte sig på Fynsland – Fynsland
Her mødte han sin banemand – Halleluja – Halleluja

Før levede han af bistandshjælp – Bistandshjælp
nu flyder han i Lillebælt – Halleluja – Halleluja

Som flyder gik det ikke godt – ikke godt
han gik til bunds, men det var flot – Halleluja – Halleluja

Og politiet de trak vod – de trak vod
og fandt til sidst det sorte skod – Halleluja – Halleluja

Han lagdes i et fryserum – fryserum
Hells Angles sang med fryd derom – Halleluja – Halleluja

Da Mustafa var død og væk – død og væk
der kom en ny, men han fik smæk – Halleluja – Halleluja

Moralen er, du sorte mand – sorte mand
bliv hjemme i dit eget land – Halleluja – Halleluja.

 

Lucianatten 12. december

Luciabrud
Luciabrud

Lucianatten er snart over os. Årets længste mente man, før den gregorianske kalender 1582.

Nordisk jul er ikke som nogen anden jul i verden. Den er noget helt for sig selv. Selve ordet “JUL” står alene, – ukendt uden for Norden. Den har i sin oprindelse ikke noget som helst med Jesu fødsel at gøre. Nordisk jul er født af mørket. I mørket. Under en himmelkuppel fuld af stjerner og med flammende nordlys. Med al den troldom som hører mørket til, og hvor de underjordiske, trolde og nisser lister rundt på lofter og i stalde.

Sønden for os fejrer man kirkens hellige nat, hyrdernes nat, stjernen over Betlehem. Alt det er fra historisk tid og har sin romantik. Men den nordiske jul er fra urtiden, før runerne, urgammel…. Den katolske kirke kunne ikke få has på den, men måtte bøje sig. Gå på kompromis. Mørket godtoges og julekrybben blev stående – inde i kirken.

Ude i folket, i bondestuernes dunkle lys, levede julen videre med julebuk og julegris. I Sverige kom Lucia til, men nedbrød ikke de nedarvede forestillinger. Hendes navn pegede både på “lux” (lys) og “Lucifer”. Hun kunne passes ind. I Norge havde man bevaret det urgamle asa-ridt, kapridningen fra asernes gård til en og anden helligkilde, “Luciaridtet”, “Lusseridtet”. Hesten var og blev noget helligt op gennem tiderne…. Slejpner.

Men nu lyder der andre toner og politiske krav om at bytte vor kultur ud med en anden, som trænger sig på og vil have “LEBENSRAUM”. Den er os meget fremmed. Opstået under røvertogter i ørknen og strandhugst i middelhavslandene. Skal vi give efter og gøre os selv til dhimmier?

Allerede for nogle år siden begyndte nogen at fjerne Luciafesterne “af hensyn til de muslimske børn”, hed det. Børnene ville sikkert meget gerne være med, men hvad siger deres forældre? En katolsk helgen? Nej, hun fik jo også halsen skåret over.
Den folkelige, romantiske fest med Luciakronens lys, sang og safrans-“lussekatter” passer ikke til noget så u-romantisk som 68’ernes politiske manifestationer.

Mogens Camre om situationen

Mogens Camre har fået censureret et indlæg, men vi vil gerne bringe det:
Det er rent ud sagt ufatteligt, at politikere i Europa kan overleve politisk, når man ser den totalt inkompetente måde, de behandler de vedvarende terrorangreb på uskyldige europæiske borgere på. Senest er myrderierne i gang i Tyskland. Det kræver ikke mange iagttagelser at se, at den ekspanderende islamiske indvandring er den eneste årsag til terroren. Og hver dag kommer der flere fjendtlige mennesker til Europa, som vil skræmme os til underkastelse, så de kan overtage vore lande og knuse vores kultur. Hvor længe vil europæerne finde sig i at blive tvunget til at betale deres egen undergang? Hvor længe vil vi høre på EU’s absurde magtelite, som er i fuld gang med at ødelægge europæernes fremtid? Vi kunne fjerne fjenden i løbet af få uger; vi har soldater med erfaring fra Irak og Afghanistan, men vi har politikere, som for en stor dels vedkommende er optaget af at benægte fakta, tale problemet ned og skamme befolkningen ud, hvis vi ikke vil vende den anden kind til. Dette vanvid må høre op, inden vi får åben borgerkrig – en borgerkrig, som også vil ramme de uduelige politikere. Luk så de grænser, send alle de muslimer hjem, som ikke har forladt islam. Riv moskeerne ned og stop for enhver økonomisk ydelse til vore fjender.

Holberg om den falske profet Muhammed

http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=40&p_sidenr=233

EPISTOLA CDXXXIV.

Til **

Jeg haver udi min Heldte-Historie sagt, at det er vanskeligt at dømme om den falske Prophet Mahomed, enten han haver været en Bedrager eller en Fanaticus, enten han af Underfundighed gav sig ud for at være en GUds Prophet, eller han troede selv sig saadan at være. Hvilken Meening man herudi antager, saa kand den bestyrkes med vigtige Argumenter. Af dem, som holde for, at han selv troede, hvad han lærede, ansee nogle ham som een, af hvilken Fanden betiente sig som et Redskab til at forføre Mennesker til vrang Lærdom. Andre derimod med større Grund ansee ham som en Enthusiast. Jeg siger med større Grund: Thi der findes adskillige Capitler udi Mahomeds Lærdom eller Alcoranen, som befatte et sundt Morale, som opmuntre Mennesker til at giøre det Gode, og at skye det Onde; som formane dem at have Tilliid til GUD, at giøre Almisse, at bede med Andagt visse Tider om Dagen, at lade see en blind Lydighed mod Regentere og Øvrighed, og adskilligt af samme Natur, som man ikke vel kand holde for at være Fandens Dictata. Det er derfore rimeligere, hvis man følger deres Meening, som holde for, at han selv haver troet, hvad han lærede, og at tilskrive saadant en fanatisk Affect, paa hvis Virkning kand anføres utallige Exempler af Historien. At en fanatisk Heede alleene haver drevet denne forunderlige Mand, søger man at bevise en Deel af de vanskabte Historier, som han digter, sær af hans selsomme Himmel-Rejse, hvorover fornuftige Araber forargede sig; en Deel ogsaa af de mange usammenhengende Ting og Forvirrelser, item Contradictioner, som findes udi Alcoranen: Thi saadant, meene de, kand ikke flyde uden af en forvirret Hierne. Andre derimod meene, at saadant kand gandske overeensstemme med en listig Bedrager. Thi Erfarenhed viser, at, naar een først haver bragt sig udi Reputation, helst blant dumme og vankundige Folk, kand han siden ikke alleene binde dem paa Ærmerne hvad han vil, men end og forfremme sin Lærdom ved de selsommeste og uriimeligste Fictioner; efterdi Menneskerne ofte holde det for en Merite at troe hvad som strider mod Fornuften, anseende simpel og klar Lærdom som menneskelig, men uforstaaelig som guddommelig. Udfaldet haver og viset, at Mahomed intet tabte derved, efterdi Araberne vare ligesaa villige til at antage hans u-rimelige Digt, som han var frugtbar paa at digte og paatrykke dem de selsomste Lærdomme. Man mærker ellers adskillige Prøver paa Underfundighed, som bestoed i, 1.) Ikke at udgive sin Religion for en nye Lærdom, men alleene at kalde den en Fornyelse af den gamle, som efter hans Sigelse var bleven forfalsket. 2.) At erkiende saavel Moses, som JEsus for GUds Propheter, og at laane adskilligt saavel af Jødernes som af de Christnes Religioner, og at gaae som en Middel-Vej imellem begge; hvilket forfremmede ikke lidet hans egen Lærdom. 3.) At raade udi Begyndelsen til Tolerance og Lemfældighed mod de Christne, saasom de vare de mægtigste, og for hvilke han havde meest Aarsag at frygte sig. Jeg siger, udi Begyndelsen: Thi, da han saae sig fast udi Sadelen, raadede han til Haardhed. Dette og andet giver Underfundighed tilkiende. Saa at det synes, at, hvis Mahomed haver været Fanaticus, saa haver han ingen blind Enthusiast været, det er saadan een, der uden at raisonnere, følger sine naturlige Affecter, hvoraf den som et Hiul drives. Hans Lærdom om Straf og Belønning efter Døden kand og tiene til Beviis herpaa. Thi den Beskrivelse, som han derover giør, havde store Virkninger hos Araberne. Monsr. Bayle meener vel, at den Afridsning, som Mahomed giør paa Himmerige, vel kunde have nogen Virkning hos Hedninger, som ikkun havde en løs og forvirret Idée om de lyksalige Boeliger, men tienede ikke til at lokke Jøder og Christne, allermindst de sidste, hvilke have langt prægtigere Afridsning paa Himmerige, holdende for at dens Glæde overgaaer all menneskelig Imagination, og er saadan, at den af Mennesker ikke kand beskrives. Men jeg kand herudi ikke være eenig med den store Rotterdamske Philosopho: Thi Erfarenhed lærer, at kiødelige Mennesker lade sig meest indtage af kiødelige Lærdomme. Saadant have adskillige Lovgivere og falske Propheter mærket, og derfore have lovet deres Tilhængere saadanne Belønninger, som de meest have ønsket sig udi dette Liv, og som de lettest have kundet begribe. Derpaa haver jeg udi mine Skrifter anført adskillige Exempler. Mahomed fandt for godt at afmale Paradiis med den Farve, som kunde stikke meest Araberne udi Øjnene, og som kom overeens med de Begierligheder, som samme Folk funde meest Smag udi, og som bestode udi smukke Urte-Gaarde, kiølige Vande, dejlige Jomfruer, og andre deslige Ting, som meest indløbe udi Sandserne. Det er troeligt, at hvis han havde lovet dem pure aandelige Fornøjelser, saadanne, som omtales udi de Christnes Himmerig, og som bestaaer udi GUds Ansigts Beskuelse, udi at staae for GUds Throne med Palmer i Hænder, og i Almindelighed udi en inderlig Glæde og Fornøjelse, der er saa stor, at den overgaaer Menneskers Begreb, saadan Lærdom vilde have havt mindre Virkning hos dumme og vankundige Araber; ja jeg tør sige, endogsaa hos andre Hedninger, hos hvilke de Ting stærkest virke, som meest indløbe udi Sandserne, og som ere lettest at begribe. Det er i den Henseende, at de, som forsvare Origenis Lærdom mod Helvedes Ævighed, paastaae, at den hielper meere til at afskrække Mennesker fra Synd, efterdi en Straf, som engang faaer Ende, kand begribes, men en ævigvarende rebellerer mod Fornuften, og derfore efter deres Meening ikke kand have den Virkning. Hvor vidt saadan Meening kand være grundet, overlader jeg ellers andres Domme. Jeg siger alleene, at Origenisterne betiené sig af saadant Argument, hvilket jeg ikke bifalder, skiønt det haver noget Skin. Jeg haver ellers forhen givet mine Tanker tilkiende, nemlig, at hos Mahomed fandtes en Blanding af Enthusiasmus og List, og viset, at saadant er fundet hos adskillige andre. Jeg vil slutte mit Brev med en Anmærkning over den Christne og Mahomedanske Religion. Mahomeds Lærdom, som han til sidst førte, byder at forplante Religionen med Sværd; Christi derimod forbyder saadant, og raader til at forfremme Troen ved sagtmodige og grundige Persvasioner: Men hverken Mahomedaner eller Christne efterleve deres egen Lærdom. Thi de første tillade allevegne Religioners fri Øvelse: De Christne derimod have stedse med Sværd og Ild forfuldt, og endnu paa visse Steder forfølge dem, som i mindste Poster differere fra de herskende Religioner. Jeg forbliver etc.

Forsøg på at udmanøvrere postkronen

Nu hvor vi er hårdt trængt af en “kultur”, der gør krav på at overtage Europas territorium, føler vi rigtigt, hvor meget vi har tabt ved en mangelfuld skoleundervisning, ikke mindst i historie og kulturhistorie. I en uforberedt diskussion kommer vi let til kort med manglende “paratviden”. Det er vigtigt, at vi prøver at indhente så meget som muligt. Derfor gør jeg opmærksom på Jørgen Larsens interessante artikler om det gamle København i Berlingeren. Nu her sidst om postvæsenet.

Postvæsenet oprettedes af Christian 4. i 1624 og kunne således fejre 350-års jubilæum i 1974, da alt var i forandring.

Postvæsenet udskrev en konkurrence om et nyt postmærke til etaten, for det gamle var pludselig blevet for kompliceret at fremstille. Dog skulle posthornet bevares, men angiveligt ikke kronen på værket, for kronen var man også ude efter i andre sammenhænge. Da man lagde an på, at “folket” skulle bestemme, var konkurrencen ikke forbeholdt designere. Kunne man ikke tegne, kunne man fremføre sine ønsker, og det kostede ikke noget at deltage, ikke engang brevporto, for man kunne bare putte sit forslag i postkassen.

Havde generalpostdirektøren haft til hensigt at smide kongekronen ud, så lykkedes det faktisk ikke, selv om man havde opsat et prøveskilt ved et postkontor på Nørrebro uden krone.

Ridende post. Helsingør
Ridende post. Helsingør

En narkorute

Friheten var störst på Dragörfärjan, skrev Sydsvenskan og Snaphanen og mindedes gode gamle dage.

Friheten var störst på Dragörfärjan – det mente en lille håndfuld unge også for flere årtier siden. De sad i en bil og ventede på at kunne køre om bord i Limhamn… Fra min plads på guidestolen forrest i bussen kunne jeg kikke ind til dem. Der var noget galt. Alle fem syntes påvirkede af narko. Manden bag rettet dog mindst. Jeg styrtede ind på toldkontoret. Tolderen sad med benene på bordet. Har du set på den der bil? spurgte jeg, det virker som “knark”. Du kan da i alle fald ringe over til Dragør…

De fem kom op fra bildækket, lige forbi mig. Der var ingen tvivl. De tre piger var vel 15-16 år. Færgen havde ikke lagt ud endnu, da en matros kom op i kafeteriet og så sig søgende om. Han stilede direkte mod dem: Vær venlig at gå ned til jeres bil!
Fra agterdækket kunne jeg se ned over bildækket. En politibil stod på tværs af broklappen. Ingen kunne køre ud. En efter en blev de lukket ind i en kahyt og rimeligvis visiteret.
En af dem blev kostet ud i politibilen. Mere ved jeg ikke. Rimeligvis checkede man kørekort m.m., men alle kom om bord og efter 20 minutters forsinkelse sejlede færgen. Pigebørnene var så bedøvede, at den ene tabte hovedet ned i kôttbullarna…  De har revolvere, hviskede mine italienske turister. Det er hashpunge, sagde jeg.

I Dragør kørte vi fra borde uden mulighed for at kontakte tolden, men da jeg et par timer senere kom hjem, kunne jeg ikke dy mig for at ringe til uropatruljen på Politigården.
Har I hørt noget fra Limhamn eller Dragør? spurgte jeg. Næh,… men vi har ikke tid lige nu. Vi har lige fået en svensk bil herind. Det var det bilnummer, jeg havde noteret!!!
En politibil var kommet til at køre ved siden af den svenske bil over Knippelsbro og havde set, at pigerne på dette tidspunkt var faldet ned på gulvet. De havde standset bilen og fundet både narko og våben.

Havde de været på Christiania i mellemtiden og handlet?

“”Knark” plejer at gå den anden vej”, sagde tolderen i Limhamn.

http://blogg.sydsvenskan.se/forsvunnamalmo/2016/05/23/friheten-var-storst-pa-dragorfarjan/