Bemærkelsesværdig udmelding fra en biskop

Biskop Marianne Christiansen i Haderslev og et par andre modtog en kopi af en henvendelse til en sognepræst. Ordlyden var:

Præster skal overholde præsteløftet og må ikke støtte islam.
Som præst i den danske folkekirke skal du aktivt tage afstand fra islam og bekæmpe anden lære end den kristne.
Det følger af, at du som præst har afgivet præsteløfte.
Det er imidlertid kommet mig for øre, at du er kendt for muslimvenlig adfærd i dit sogn.
Hvad har du at sige til det?

Præsten har valgt ikke at svare, men biskop Marianne Christiansen skrev:

Jeg har bemærket, at du jævnligt ønsker at gøre mig bekendt med dine synspunkter ved at sætte mig på som CC på forskellige mails, der ikke er rettet til mig. Det kan sagtens bero på en tilfældighed eller en fejlagtig mailadresse.

I dette tilfælde vil jeg imidlertid tillade mig at reagere for at korrigere en misforståelse, som jeg har hørt også fra andre:

Præster i folkekirken aflægger IKKE løfte på at bekæmpe andre konfessioner, trossamfund eller religioner. Præster aflægger løfte på INDEN FOR folkekirken, altså i deres embede, at bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse. Der er derfor ingen modstrid mellem inden for folkekirken at bekæmpe vranglære og samtidig at kæmpe for trosfrihed og religionsfrihed for andre, herunder muslimer. Det må tværtimod ses som en del af forpligtelsen som præst og kristen at kæmpe for retsstaten og dermed for religionsfriheden, jf. Grundloven og f.eks. de danske biskoppers hyrdebrev af 1943.

Hvis din tolkning af præsteløftet var i overensstemmelse med løftets mening, skulle præster konstant bekæmpe retten til at eksistere for den katolske kirke, det jødiske trossamfund, baptisterne, islam osv. Og eftersom præsteløftet er formuleret efter, at dette land blev velsignet med religionsfrihed, har det heldigvis aldrig været en legitim fortolkning,

Dette blot til din oplysning,

God dag og venlig hilsen
Marianne Christiansen

Det var så haderslevbispens fortolkning, og vi var lamslåede.
Dansk Kulturs næstformand skrev:

Den der med “inden for folkekirken” er ny for mig. Det står der ingen steder i præsteløftet. Det er ligesom dem, der hævder, at §266b er en mindretalsbeskyttelse, og at man derfor ikke kan dømme for racistiske udtalelser mod flertallet. Det står der heller ikke noget som helst om i 266b. Præsteløftets “paragraffer” tillægges betydninger, som hun ønskede var der, men ikke er der. Jeg synes, Marianne Christiansen skulle bede om lov til at prædike i f.eks. Grimshøj-moskeen.

Det er lidt for ringe, at man skal citere fra det her:

Fremdeles: at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse; samt at jeg troligt vil arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning.

Jeg skrev efterfølgende uden at modtage svar:

Kære biskop Marianne Christiansen

Religionsfriheden blev vedtaget på et tidspunkt, hvor ingen havde indset truslen fra islam.
Jøderne holder deres religion for dem selv. De truer ingen. Som du henviser til, var jøderne emnet i danske biskoppers hyrdebrev af 1943.
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/de-danske-biskoppers-hyrdebrev-af-29-september-1943-den-danske-kirkes-stilling-til-joedespoergs/
De fleste andre religioner udøves også i al fredelighed.
Undtagelsen er islam.
Islam giver ikke-muslimer tre valgmuligheder: at konvertere til islam, at betale beskyttelsespenge eller at blive dræbt. Når først islam har fået magten, er der ingen religionsfrihed mere.
Islam er imod demokrati, og muslimerne vil kun bruge demokratiet til at afskaffe demokratiet.
Det er i overensstemmelse med Koranen.
Hvis du har ret i, at præsteløftet kun omfatter internt virke inden for vor egen kirke, så må jeg dog stadig kritisere, at du og andre biskopper dels inviterer muslimer ind i kirken og dels agiterer aktivt for islam.
Ikke alene vil du ikke bekæmpe islam, sådan som Martin Luther foreskrev, men du agiterer aktivt for islam, og det er forkasteligt.
Du har inviteret en imam til at tale i din kirke. Forkasteligt.
Du har agiteret for muslimers ret til at bygge moskeer i dit område. Dér burde du have holdt dig udenfor. Du skal ikke opdyrke naboens mark, når du er ansat til at passe og pleje vore egne lunde.
Du bør indse den store forskel mellem islam og alle andre religioner.
Du mener, at præsteløftet ikke medfører, at du skal kæmpe imod islam. Men du føler dig åbenbart kaldet til at arbejde for islam. Er der nogen, der betaler dig for det? Eller har du andre grunde til at ville undergrave kirken og den kristne tro? Det er næppe præsteløftet, der siger, at du og roskildebispen m.fl. skal fremme islam på enhver måde! Hvordan forestiller du dig, at et islamiseret Danmark vil blive?
Grundlovsforeningen Dansk Kultur udskriver en novellekonkurrence om dagliglivet her i landet, når Danmark er blevet islamiseret i 2040. Novellerne kan tjene til advarsel mod at lade islamiseringen fortsætte. Så spids blyanten og skriv en historie om det! En professionel dommerkomité afgør, hvilken novelle der er bedst, men alle novellerne udgives samlet i en bog. Forfatteren af den vindende novelle får en præmie på 10.000 kr.
Også dit bidrag vil være af interesse. Hvis du vinder, håber jeg dog, at du giver pengene til kirken og ikke til en islamisk organisation.

Biskopper understøtter islam

Flere danske biskopper sætter sig ud over præsteløftet og den augsburgske trosbekendelse og støtter i stedet islam. Vi mangler indgreb over for dem for pligtforsømmelse.

Hvis du har ansat en gartner og opdager, at han i stedet for at passe din have går og luger for naboen, vil du vel fyre ham. Den danske præstestand må ikke gå i islamisk tjeneste og må ikke fraternisere med muslimer.

Præsteløftet lyder sådan:

Jeg N.N., som er lovligt kaldet til ……… og som i min samvittighed ved mig fri for at have benyttet noget uhæderligt middel for at komme ind i dette embede, lover for den alvidende Guds åsyn:

Først: at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger, med al ærefrygt og sømmelighed forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse, og såvel her som ved de øvrige hellige handlinger udføre alt i overensstemmelse med de for folkekirken gældende forskrifter.

Fremdeles: at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse; samt at jeg troligt vil arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning.

Endelig: at jeg vil stræbe efter, ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig til dette hellige embede, og beflitte mig på, som det sømmer sig en ordets tjener, at foregå menigheden med et godt eksempel, således også udførelsen af min tjeneste i dennes forskellige dele med al skyldig lydighed rette mig efter de kirkelige love og anordninger og mod foresatte og kaldsfæller udvise et sådant forhold, at der ikke med grund skal kunne føres klage over mig.

Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil vil give.

 

Folkekirken benytter den augsburgske trosbekendelse.
https://da.wikipedia.org/wiki/Den_augsburgske_bekendelse

Læs den augsburgske trosbekendelse her:
http://www.lutherdansk.dk/trellix/id34.htm

http://bogsalg.danskkultur.dk/

 

Bisper fastholder brud på præsteløftet

11. april skrev jeg personlige henvendelser:

Kære kirkeminister og biskopper og flere andre!

Vi kristne har brug for et helle.
Derfor kan det ikke nytte noget at lukke imamer og andre muslimer ind på det, der burde være vore fristeder. Kirkerne skal være vort helle.

Der var engang en gartner, der i stedet for at passe den have, han blev lønnet for at passe, gik og lugede inde hos naboen; men da hans herre opdagede, hvad hans penge gik til, blev gartneren fyret, og vel med rette.

Vi har provster og biskopper, der inviterer imamer indenfor i kirkerummet, og de taler islams sag og understøtter moskebyggeri. Men det hører ikke til den opgave, vi lønner dem for, og det er i modstrid med det præsteløfte, de i sin tid har aflagt.
Derfor mener jeg, at kirkeministeren skal gribe ind og præcisere den opgave, som præstestanden skal varetage.

Jeg finder det begrædeligt at måtte læse en beretning som den følgende:
https://document.dk/2016/04/08/tyrkisk-hodja-haaner-kristne-under-domkirkelig-mindegudstjeneste-for-terrorofre-de-vildfarne/
– for da ikke at tale om den imam, der medvirkede ved nytårsgudstjenesten i fjernsynet!
Hvordan kunne haderslevbispen overhovedet komme på den tanke at ville stå som ankermand for det?

Jeg håber meget snart at kunne erfare, at der tages skridt til, at kirkerne skal forblive kristne, og at det pålægges præstestanden at holde sig til kristen forkyndelse og ikke at kæmpe for fremmede trosretninger. Tænk på Grundlovens kap. VII. Når koranen opfordrer til drab på jøder og kristne, gør det, at denne bog er ulovlig i henhold til Grundlovens §67, “at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”.
http://danskkultur.dk/txt/grundl.htm

Lad mig høre, når der følges op på sagen.

Der er indløbet to svar fra biskopper:

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen svarede: “Jeg skal herved kvittere for din henvendelse, idet jeg kan oplyse, at biskopperne er meget opmærksomme på respekten såvel for den kristne tro som for andres tro”.

Og Marianne Christiansen svarede: “Også jeg, “hadeslevbispen”, kvitterer for din henvendelse og tilslutter mig biskop Peter Skov-Jacobsens oplysning om respekten for egen og andres tro”.

Så kan hver især overveje, hvad de svar kan bruges til.

DF’s kirkeordfører Christian Langballe har sendt et venligt svar: “Enig!!! Problemet er, at det er biskopperne, der fører an. Biskoppen besidder det højeste tilsynsembede og skal tilsikre, at der ikke forkyndes “lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Det står der i præsteløftet. Hvorfor overholder biskopperne ikke præsteløftet? Det er den rene elendighed”.

Kirkeminister Bertel Haarder svarede:
46126-16_v1_Svar til Hans Christophersen

Når biskopperne er de øverste tilsynsførende og overtræder præsteløftet, hvad er der så at gøre? Andet end oplysning og agitation?

Hans Christophersen